Asbjørn danser friheden og nyt album frem. Frigørelsen af mennesket har altid været en drivkraft for Asbjørn. Og på The Secret Our Bodies Hold har han brugt sin krop til at mane sangene frem. Sange om sårbarhed og energien det kræver at stå ved sig selv. Det ved Asbjørn bedre end de fleste. Ikke alene har han taget sin karriere i egen hånd som DIY-kunstner, han bruger også sin platform til at optræde for tusindvis af skoleelever hvert år i forsøget på at skabe forståelse og dialog.
En dag stod Asbjørn ved et busstoppested. Ved siden af ham byggede og regerede et arbejdssjak, og lydene fra byggepladsen fik Asbjørn til at danse. Han fandt en skæv, stoppende og startende rytme i de metalliske lyde og lod sig føre med den.
”Min krop bevægede sig på en helt ny måde. Og jeg har lyst til at bevæge mig på nye måder. Da jeg kom hjem, prøvede jeg at oversætte den til musik,” fortæller Asbjørn.
Oplevelsen mundede ud i sangen ’Vulnerably Happy’, og metoden blev gennemgående for hele tilblivelsen af Asbjørns fjerde album The Secret Our Bodies Hold. Udspillet er endnu et visionært træk fra en kunstner, der allerede som 19-årig trådte sit eget spor i musikbranchen – stiftede eget pladeselskab, skabte millionstreamende videoer og med tiden balancerede at spille på såvel store festivaler som i klasselokaler, hvor han igen og igen rykker publikums opfattelse af, hvordan man kan være i verden.
Det nye album er skabt i tæt samarbejde med Steffen Lundtoft fra det internationalt anerkendte band, Lowly. De har haft en åben proces, hvor Asbjørn når som helst har kunnet sige: ”Nu skal jeg lige danse lidt,” når en sang skulle finde sin vej. Det gav nogle overraskende resultater, såsom singlen ’He’s Dancing So Well (I’m Better)’, der åbnes med inderlighed, dernæst løftes af energiske strygere, for så i andet vers at morfe og shuffle som en krop i epileptiske bevægelser.
”Vi var begge to overraskede over, at sangen skulle derhen. Men det var rigtigt. Vi havde aldrig kunnet tænke os til det; det fik kroppen lov til at diktere,” siger Asbjørn.
Han arbejdede uden referencer, men ved udmærket, hvor meget det har betydet for ham at vokse op på Testrup Højskole med rytmer fra hele verden, at se Madonna og Britney Spears på MTV og senere finde kunstnere som David Bowie, Robyn, James Blake, Björk og Rosalía.
Lyrisk ligger nøglen i åbningslinjen på albummets første sang, ’Sound of Heartache’: ”Am I strong enough to be this vulnerable?”
”Der findes en balance mellem styrke og sårbarhed som hele tiden forskyder sig. Modet til at stå ved sig selv er ikke konstant. Og at være på vej et sted hen er ikke en lineær bevægelse, men fyldt med afstikkere og tilbageskridt. På dette album har jeg danset mig mod til at være sårbar.”
Undervejs på albummet får Asbjørn selskab af en anden kunstner, der har mod til at sætte sig selv på spil, nemlig Brimheim. De duetterer på ’New Moon, Same Old Me’. En sang om, at to mennesker godt kan udvikle sig i hver sin retning og alligevel være der for hinanden.
Asbjørns udvikling tager han selv fuldt ansvar for. Albummet kommer på Asbjørns eget label, for kun på den måde mærker han den totale frihed, han higer efter. Hans unikke tilgang til musikerkarrieren understreges af, at han ved siden af en regulær karriere med radiohits og koncerter på etablerede spillesteder, tager på omfattende skoletours. Der møder han – især drenges – fordomme om, hvem han er, og hvad han står for. Som menneske såvel som queer-artist.
”Det er en vild oplevelse at træde ind i sådan et rum, hvor man ikke er værdsat på forhånd. Her sidder der en flok unge mennesker midt i den nok mest kaotiske fase af deres liv rent identitetsmæssigt. Forhåbentlig sidder der nogle, som føler sig lidt friere, når de ser mig danse amok og gøre op med de hierarkier og sociale dynamikker, som ellers så let kan holde et menneske nede.”
