Egmont Bevægelsespark

På Egmont Højskolen vil vi i løbet af 2025 bygge og skabe et nyt universelt designet bevægelses- og aktivitetsområde, der kan tilgodese og rumme mange former for samvær og bevægelse i alt lige fra idræt, spil, parasport og leg i det fri, til gåture, naturoplevelser, samtaler, forsamlinger og kulturelle begivenheder. Et alsidigt, mangfoldigt udendørs rum og område, hvor man kan bevæge sig, deltage i et aktivt liv, og hvor man kan lade sig bevæge sammen med andre på tværs af forskellige funktionsniveauer, aldre, livsvilkår, samt sociale og kulturelle skel i stærke fællesskaber. Et bevægelses- og aktivitetsområde, som med sit universelle design og med sit fokus på tilgængelighed ikke finder sit lige andre steder i hele Danmark, men forhåbentlig i fremtiden kan danne inspiration for lignende projekter og tilgange til at lave udendørs bevægelses- og samlingsrum.

”Vi vil skabe et område til bevægelse, leg, idræt, spil, parasport og samvær for alle. Et udendørs rum hvor man kan bevæge sig, og hvor man kan lade sig bevæge - røre sig og lade sig røre.”

Egmont Højskolen er kendt for sine brede døre og for at lukke både elever, kursister, samarbejdspartnere og lokalbefolkningen ind i vores skønne rammer på skolen. Med den nye Egmont Bevægelsespark tilføjer skolen endnu et område som vil bidrage til bevægelse og fællesskaber.

Processen

Processen med udarbejdelse af området har pågået i en årrække, og i slutningen af 2023 blev projektet støttet af blandt andet Nordea-Fonden og LOA med hhv. 14 og 6 mio.kr. – herefter kunne arbejdet med udviklingen af området for alvor tage fart.

I foråret blev fire tegnestuer indbudt til arkitektkonkurrence:

  • SLA
  • Gustin Landskab
  • Schønherr Landskab/Keingart
  • LYTT Architecture


Alle bidrog med spændende og nytænkende forslag til udviklingen af området.
På baggrund af de indkomne forslag og med udvælgelse af to tegnestuer til en videre forhandling, gennemgik dommerkomiteen forslagene og valgte i oktobet 2024 LYTT Architecture med forslaget “ NATURLIGT FORBUNDNE” som vinder af konkurrencen.

“Naturen spiller en central rolle i vores forslag, fordi forskning viser at mennesker med forskellige funktionsnedsættelser ofte oplever, at naturen er svært tilgængelig. Og sådan synes vi ikke, det skal være. Bevægelsesparken vil blive fuld af inkluderende aktiviteter – konkret udfolder vi en serie af innovative oplevelser hvor ‘hjul tænkes før ben” (Citat Julie Kaalby Bjerre, arkitekt og partner ved LYTT Architecture)

Den kommende tid vil det vindende bud blive gennemarbejdet og den endelige projektering vil blive fastlagt. Det forventes, at anlægsperioden har opstart i forsommeren 2025. Der vil være mulighed for at se det vindende projekt på Egmont Højskolen i den kommende periode, hvor det vil stå udstillet i skolens foyer.

Projektet bliver til med fondsstøtte fra Nordea-fonden, Lokale og Anlægsfonden, Vanførefonden, Sigrid og Ove F. Olsens Fond samt Bevica Fonden.

For yderlig information kontakt:

Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Ved fortsat brug af siden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik.