Hovedfaget:

Faglige færdigheder

Fagligt indhold

- Hvad går faget ud på?

Faglige Færdigheder er et hovedfag, hvor du kommer til at arbejde med dansk, matematik og samfundsfag, som er grundlæggende for at være en selvstændig borger i Danmark.

Vi lærer og træner danskfaglige og matematiske færdigheder, som er vigtige for, at du kan deltage aktivt i et hverdagsliv, og vi arbejder med samfundsrelaterede emner og aktuelt indhold.

Du skal ikke være bekymret for, om du kan for meget eller for lidt. Undervisningen bliver tilpasset, så den matcher hvad du kan og gerne vil.

I matematik arbejder vi med indkøb, udregning af opskrifter, lommepenge, ser på regninger og styring af egen økonomi. Alt sammen noget du kan bruge i din hverdag.

Vi bruger vi primært færdighedsregning og problemregning, de fire regnearter ( + – * /) procenter, brøker, længde, vægt og andre målemetoder til f.eks. temperatur og tid.

I dansk arbejder vi bl.a. individuelt med læsning, skrivning og stavning på individuelt niveau. I det mundtlige kommer du til at arbejde med, hvordan du kan blive bedre til at formulere dig og f.eks. berette om noget der er sket, fortælle historier, diskutere osv..

Vi bruger iPad’en en del, og imens du er på hovedfaget, kan du låne en iPad. Vi arbejder også med at finde ud af, hvilke hjælpemidler, der kan være til gavn for dig i hverdagen (iPads, computere, skrivestøtteprogrammer osv..)

Undervisnings-former

- hvordan gør vi?

Vi arbejder fælles, individuelt, praktisk og teoretisk.

Emner i dansk kan være: filmanalyse, eventyr, kærlighedshistorier, kriminoveller eller analyse af humor. Emner i matematik kan være: hverdagsmatematik, budget, indkøb, økonomi, forløb med mål og vægt.

Du kan selv være med til at bestemme hvilke emner vi skal arbejde med. I den individuelle undervisning vil dine behov for at træne dansk og matematik bliver tilgodeset.

Forudsætninger

- hvad forventer vi af dig som elev?

Du kan deltage uanset, hvordan du selv synes dine forudsætninger er.

Vi tager en snak med dig når du starter.

Vi forventer at du er motiveret og har tænkt over, hvad du gerne vil. Vi forventer at du er nysgerrig og har mod på at bruge den nye viden du får i undervisningen.

Kompensation

- hvad gør vi for at alle kan være med?

Vi bruger kompenserende hjælpemidler og laver specielle opgaver, som passer til dit niveau.

Man arbejder i et tilpasset tempo, og der er hjælpelærere omkring dig, som hjælper med alt det praktiske.

Praktiske forhold

- hvad har vi at gøre med?

Vi bruger individuelle digitale tilpasninger, så alle kan være med.

Derudover vil der være mulighed for at låne en iPad.

Aktiviteter i og ud af huset

- hvad gør vi?

Vi har base i vores faglokale, hvor vi har alle de hjælpemidler, der skal til.

I forbindelse med et tema kan vi vælge at tage en tur ud af huset.

Vælg dette hovedfag hvis du...

- hvilket udbytte får du som elev?
  • har en drøm om at blive mere selvstændig
  • har en drøm om at tage en skoleeksamen
  • har en drøm om at få styr på hvilke hjælpemidler du kan gøre brug af
  • har en drøm om at træne dine skrive-, læse-, regne- og samtalefærdigheder.
  • har lyst til at træne og udvikle dine dansk- og matematikfærdigheder.
  • hvis det indgår i din STU plan
  • hvis du i din hverdag bruger digitale hjælpemidler til kommunikation.

Men husk: Faglige Færdigheder er for alle, men typisk er det for dig, der ikke har gennemført en afgangsprøve fra folkeskolen.

Det du lærer, kan du anvende i din hverdag, og det er ikke så ringe endda.

Det refleksive fagrum

hvor fagene handler om hjerne og hjerte.

Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Ved fortsat brug af siden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik.