Fagligt indhold
Bandet – Sammenspil og koncerter
Instrumentalundervisning – ryk dig på dit instrument
Ensemble
Musikforståelse – Udvid din musikalske horisont Tur til Berlin eller anden storby – gademusik/musical/koncertoplevelser
Bandet
Hér får du mulighed for at bruge og udvikle din instrumentale kunnen i større eller mindre grupper. Følelsen af eufori og fællesskab umiddelbart efter at have spillet et fedt nummer, er en af de fedeste oplevelser der findes! Vi tror denne følelse, er den samme, hvad enten du hedder Taylor Swift eller er højskoleelev på Egmont.
Det kræver selvfølgelig at vi øver os, både samlet og individuelt, afprøver forskellige grooves, taler om vores fælles lyd, hvilke roller vi hver især bidrager med og hvordan vi fremstår som samlet gruppe på en scene.
I løbet af semestret skal bandet optræde til forskellige events. Bl.a.:
Gadebandet
-
- Vi øver sange op, som vi spiller på gaden i en europæisk storby (oftest Hamborg eller Berlin)
Partybandet
-
- Vi øver sange op, som vi spiller til en eller flere fester på skolen
Indspilning
-
- Vi indspiller nogle af vores numre, så vi kan få et produkt med fra MusicLab, men også så vi får en fornemmelse af, hvad der skal til for at lave fine demoindspilninger
På MusicLab tror vi på at man i samspillet med hinanden kan opnå meget mere end man kan på enkelvis.
Musikforståelse
Én ting er at performe,- en anden er forståelsen af musik.
Musik fylder enormt i vores samfund og vi skal på MusicLab derfor også tale om og lytte til musik.
Her skal vi ind på:
- Forskellige musikgenrer
- Arrangementskendskab
- Akkordsammensætninger og nodeforståelse
- Hvor, hvordan, hvem og hvorfor spiller/lytter man til rock, soul, funk, reggae, world eller klassisk?
- Hvordan kommer man ind i musikbranchen og hvordan fungerer den?
Undervisnings-former
En stor del af undervisningen foregår på sammenspilshold og i plenum. Vi arbejder ofte projektorienteret, hvor emnerne kan være en musikalsk genre eller tidsepoke.
Derudover deler vi ofte holdet op i større og mindre grupper, hvor den enkelte gruppe kan arbejde mere målrettet ud fra netop deres ønsker og niveau.
Forudsætninger
MusicLab på Egmont Højskolen er for alle, uanset om du er erfaren, eller om du har lyst til at starte med at spille musik. Vi sætter en stor ære i at udfordre dig på netop det niveau, du befinder dig på. Vi kræver blot, at du nærer et ønske om at forbedre dine musikalske evner samt øge din viden om og forståelse af musikkens mange teoretiske, historiske og genremæssige facetter.
Kompensation
Som sagt fokuserer vi på at udfordre dig, på netop dit niveau og din fysiske og psykiske formåen. Der er opgaver og udviklende roller til alle uanset forudsætninger og funktionsnedsættelser.
På MusicLab kan hjælpelærere hjælpe dig med bl.a. at orientere dig i akkordskemaer og musikalske former, at holde fokus og koncentration, at assistere dig i fysiske bevægelser
Derudover har vi forskellige hjælpemidler, som letter håndteringen af percussioninstrumenter og keyboards for elever med fysiske handicaps.
Praktiske forhold
Vi har to veludstyrede øvelokaler, med alt hvad der skal bruges af instrumenter og forstærkere.
I forbindelse med disse har vi et kvalitetshjemmestudie, som gør det muligt at lave demoer i såvel “lagkageproduktion” som bandindspilning. Derudover har vi professionelt lys- og lydudstyr, så vi kan lave nogle fede koncerter på og udenfor skolen.
Aktiviteter i og ud af huset
Vi vil helt sikkert komme til at spille flere koncerter på skolen, men vi har også tit spillet gadekoncerter i Aarhus/Berlin/Hamborg eller taget på tour rundt til andre skoler.
Vi arrangerer en tur til en europæisk storby, hvor vi ser en koncert og/eller en musical. Her beregnes en egenbetaling i omegnen af 1.400 kr. Skolens beliggenhed i forhold til Aarhus gør, at det også er muligt at tage ind og se koncerter, besøge lydstudier samt opleve relevante udstillinger og messer.
Vælg dette hovedfag hvis du...
- ønsker at udvikle dine instrumentale/vokale evner.
- vil prøve kræfter med at spille i et band, der tager ud og spiller koncerter.
- vil udvide din generelle musiske viden/horisont.
- vil indgå i det sjove og stærke fælleskab, der er omkring musik.