Fagligt indhold
Værkstedet er et praktisk og kreativt værkstedsfag.
Her lærer du at bruge forskelligt håndværktøjer og maskiner samt forskellige teknikker til træ- og metalbearbejdning.
Vi laver helt nye, lækre møbler og brugsting af solide og naturlige materialer.
Vi redesigner, genbruger og upcycler brugte ting fra f.eks. skrothandleren eller genbrugsmarkeder, så de får nyt liv. Det gode “skrot” genopstår som noget helt andet måske i form af en lampe, en stol eller anden brugsgenstand. Vi sætter gamle møbler i stand, reparerer cykler og alt andet, der måtte være gået i stykker.
I værkstedet tilbyder vi ro, fordybelse og langsomhed. Derudover vil du opleve tilfredsstillelsen ved at skabe noget selv samt den meningsfulde selvforglemmelse, der opstår, når du er fordybet i håndværkets magi.
Undervisnings-former
På Værkstedet kommer du til at forholde dig til valg af værktøj, materialevalg og materialesammensætningens betydning for det æstetiske udtryk.
Undervisningen er inddelt i tre faser:
1. Værktøjskendskab
I den første periode af undervisningen har vi fokus på værktøjskendskab. Du vil stifte bekendtskab med alm. håndværktøj samt større værkstedsmaskiner. Og du bliver øvet i at bruge disse gennem opgaver og mindre projekter.
2. Materialekendskab
Her vil du blive undervist i brugen af forskellige materialer, deres egenskaber og udtryk. Vi arbejder med en forståelse for materialers oprindelse og funktioner, og bruger materialerne i forskellige projekter.
3. Eget projekt
Her får du frie tøjler, men skal benytte din viden om brugen af de forskellige maskiner, værktøjer, materialer og teknikker.
Underviserne vil støtte og vejlede gennem projektet.
Forudsætninger
Vi udfordrer såvel de kreative hoveder som de kloge hænder! Og ALLE kan være med!!!
Værkstedet kræver ingen særlige forudsætninger ud over tålmodighed, modet og lysten til at kaste sig frygtløst ud i at gøre alting selv.
Kompensation
Vi tilpasser arbejdsborde og værktøjsbrug, så kørestolsbrugere også kan få optimale arbejdsstillinger, ligesom vi tilretter de konkrete projekter, så de kan udføres på flere niveauer.
Praktiske forhold
Håndværktøj, elektrisk værktøj, maskiner, arbejde såvel indendørs som udendørs.
Der er et værkstedsgebyr på 500 kr., som dækker forbrugsvarer på værkstedet. Derudover betaler man selv for større materialeindkøb til personlige projekter.
Aktiviteter i og ud af huset
Vi tager på ekskursioner, hvor vi besøger lokale virksomheder, som har genbrug og genbyg i fokus. Hvis det er aktuelt, besøger vi møbeludstillinger, eller tager på ture, hvor vi studerer håndværksteknikker, byggeteknikker og forarbejdning af forskellige materialer.
Vælg dette hovedfag hvis du...
- interesserer dig for design og håndværk
- kan lide at bruge såvel det kloge hoved som de kloge hænder
- interesserer dig for genbrug og upcycling
- vil lære at bruge forskelligt værktøj
- sætter en ære i at kunne gøre tingene selv
- går op i bæredygtig produktion