Modulfag på Egmont Højskolens lange kursus er lidt kortere fag, hvor du måske har 2-4 lektioner om ugen.
Der er rigtig mange modulfag at vælge imellem, og de spænder meget bredt rent indholdsmæssigt. Fra boglige fag, f.eks psykologi og historie, til kreative fag som f.eks keramik og musik og videre til kropslige fag som idræt og dans.
I modsætning til dine hovedfag, så vælger du modulfag 2 gange på et semester. Du vælger normalt 2-3 modulfag, når semesteret starter. Og så vælger du nye modulfag midt i semesteret. På den måde får du mulighed for at prøve mange forskellige ting.
Herunder kan du læse om alle de forskellige modulfag, vi tilbyder i øjeblikket.
Da de endelige modulfag først fastlægges midt i semesteret, kan oversigten herunder modulfag fra sidste semester. Listen skal derfor kun ses som et eksempel på det mulige udvalg.
Modulfag: forår 2026
A-modul
På broderifaget skal vi fordybe os med nål og tråd.
Vi skal lære en masse broderiteknikker og to ideer til hvad man kan bruge broderi til i 2026.
I vil blive præsenteret for forskellige typer broderi. i første omgang forskellige sting, senere broderi på tryk, visible mending, og Japansk Sashiko broderi. Og vi vil øve os i visible mending, så vi kan reparere og pesronliggøre vores yndlingstøj.
Vi har alle ting, vi bærer med os.
De minder os om noget: vores døde bedsteforældre, et tæt venskab, en uforglemmelig ferie eller øjeblik, som er kommet til at have betydning for den måde, som vi forstår os selv. De hjælper os med at finde ro, når vi har det allermest svært. De husker os på, at nogen tænker på os. Eller måske er det bare smukke genstand, der gør os glade, når vi kigger på den.
De ting, vi samler på, gemmer og bærer med os har en betydning eller historie – og det er den historie, vi skal fortælle andre om i dette fag.
Vi skal zoome helt ind på jeres ting, når vi både skal hylde, udforske, researche, skrive og dokumentere/fotografere dem.
Vi skal tale om tings betydning i vores liv og hvordan/hvorfor vi omgiver os med ting – og hvordan vi skaber
mening i den her verden. Og så skal vi sammen prøve at svare på spørgsmål som: Hvorfor samler vi sten på
stranden og hvorfor kan vi have svært ved at smide “ligegyldige” ting ud?
Ingen gider at gøre rent, men de fleste mennesker kan godt lide at der er rent…
Så hvordan gør man rent på en nem, hyggelig og effektiv måde?, hvordan vasker man en bluse uden at
den krymper?, hvordan stryger man en fin skorte uden at ødelægge den? – det handler faget om. Alle kan lære det og alle kan være med.
På faget er der også mulighed for at tale om og undersøge mulighederne for det næste “Livskapitel” efter Egmont Højskolen.
– et kreativt værkstedsfag…
På med arbejdstøjet og smøg ærmerne op, for nu skal der arbejdes i genbrugsmaterialer.
Med lidt håndelag og æstetisk sans kan du forvandle billige genbrugsmaterialer til hypermoderne designobjekter, der ligner en million!
Vi skal arbejde med redesign, reuse, upcycling – eller på godt gammelt dansk: kreativt genbrug.
Du kan lave et møbel, en lampe, en brugsgenstand, et stykke kunst eller andet, du ikke anede, du manglede
i dit hjem.
Du kan tilføje nyt træ, jern, glas osv. til dit projekt, men udgangspunktet vil være, at du arbejder med
genbrugsmaterialer. Gennem en kreativ og praktisk proces giver vi nyt liv til ting, der før har haft et helt
andet liv.
Vi lægger vejen forbi skrothandleren og genbrugssalget i Odder. Her finder du forhåbentlig de underligste, sjoveste eller skøreste ting, du kan genbruge til noget helt andet.
På faget kommer vi helt naturligt til at forholde os til bæredygtighed, forbrugerbevidsthed, design og
æstetik. Samtidig dyrker vi fordybelsen og den ro der opstår, når de kloge hænder tager fat.
Det kræver ingen forkundskaber at være med. Du vil få den nødvendige vejledning i brugen af værkstedet.
Og så skal du være forberedt på at få røde kinder, møgbeskidte hænder og savsmuld i håret.
Vi arbejder hovedsageligt med en glas type som hedder “bull’s eye glas”, som kommer fra USA.
Alle kan være med, både nybegyndere og jer som tidligere har arbejdet med glas.
I lærer håndteringen af glas, værktøj og forskellige teknikker. Vi skærer alt ud med specialværktøj, og
puster ikke glasset i dette fag!
Vi arbejder med to teknikker:
Den ene hedder “fusing” og det går ud på at smelte glasset sammen ved høje temperature i en special
ovn.
Den anden hedder “slumbing” og det går ud på at smelte glasset ned i en form, som også forgår i ovn.
Der er mulighed for at lave ting helt efter din egen smag og fantasi!
Tidligere har vi lavet: fade – skåle – sjove dyr – små skulpturer – fyrfads lysestager – ophæng til vinduet
– og meget mere.
Ved at arbejde med sine hænder og fordybe sig i sit projekt kan man opnå Flow . En tilstand af meningsfuld selvforglemmelse. Når mennesker fokuserer fuldt og helt på en opgave, og når kompetencer og
udfordringer går op i en højere enhed, opstår muligheden for at opleve flow.
Et perfekt fag til egen tid og ideer i en til tider travl højskole hverdag!
Egenbetaling: Efter vægt på de glasting, man laver.
Tag jagttegn på Egmont Højskole – og oplev naturen på en ny måde.
Kunne du tænke dig at opleve naturen på en helt ny måde, hvor sanserne skærpes og du begynder at se, høre og forstå landskabet omkring dig på en anden måde? Måske er du bare nysgerrig på den danske natur og de dyr, der lever i den. Eller måske drømmer du om selv at tage på jagt en dag. Uanset hvad lærer du om
de danske vildtarter, jagtens formål og etik, samt de regler og det udstyr, der hører til jagtlivet.
Undervisningen er en blanding af teori og praksis, med mest tid indendørs til gennemgang af vildtarter,
sikkerhed og jagtformer, men også enkelte øvelser og discipliner udendørs.
Faget er for alle, der vil forstå den danske naturen bedre og for dig, der ønsker at tage jagttegnet. Hvis du vælger at gå hele vejen, skal du kunne håndtere våben sikkert og forsvarligt, samt afsætte 2-3 weekenddage til skydebanetræning.
Her handler det ikke kun om at bestå en prøve, men om at få et nyt blik på naturen – og blive en del af et fællesskab, hvor viden, respekt og oplevelser går hånd i hånd.
Egenbetaling: 1.000 kr. til materialer, træning på skydebane m.m. Hvis du ønsker at aflægge prøve, skal
du påregne 456 kr. yderligere.
Vi skal dykke ned i stilarten JAPANDI som er en fusion imellem japansk- og nordisk design – det håndgjorte
og ‘skæve og på den fede måde’ kombineret med det enkle og nedtonede.
Ved hjælp af forskellige keramiske teknikker skal vi bl.a. lave et sushi-sæt og andre mindre brugsting.
Egenbetaling: 200 kr. til materialer + betaling for brænding.
Vi arbejde med de grundprincipper der gør sig gældende for styrketræning, bruge fitness maskiner og frivægte. I vil blive udsat for styrkende og konditionsfremmende træning/leg og spil med forskellige vinkler både i træningsrummet, i hallen og udenfor, hvis vejret tillader det. Vi tænker også at bruge svømmehallen et par gange.
Vi vil blandt andet arbejde med cirkeltræning, crossfit, tests, lege og se på motivationsfaktorer for fastholde af fysisk aktivitet. Nogen gange vil vi starte timerne med et kort teoretisk oplæg, der knytter sig til den videre undervisning.
elkommen til et trygt og åbent rum, hvor vi sammen udforsker det moderne landskab for krop, køn og seksualitet. Faget er designet til dig, der ønsker at blive bedre klædt på til at navigere i relationer, sætte sunde grænser og forstå mangfoldigheden i verden – og i dig selv. Faget er for dig, der ønsker hjælp til at blive bedre til at forstå din krop, seksualitet og dine følelser. Her er det tilladt at åbne for intime snakke, og med udgangspunkt i jeres erfaringer, holdninger og interesser berører vi emner som:
- Den Mangfoldige Krop og Kropspositivisme
- Køn, Kønsidentitet & Kønsroller
- Seksualitet og Seksuel Orientering
- Grænser og Samtykke
- Relationer og Dating
- Sexisme, Krænkelse og Aktivisme
- Refleksion og Fremtiden
- Højskoleliv/ungdomsliv sex og hjælpebehov
Vi ønsker, at faget bidrager til en mere fri samtale om variationer i opfattelser af krop, køn og seksualitet.
I undervisningen vil der være oplæg, gæsteundervisere, film og fælles snak/ refleksion. Vi vil også lave sanseøvelser og individuelle opgaver.
Undervisningen kommer til at indeholde teorien, der er grundlag for den teoretiske prøve i sejlads. Vi skal
lære om søvejsregler, lanterner, vigeregler, sikkerhed til søs, godt sømandsskab og havmiljø. Det hele samles i udformningen af en sejlads-planlægningsopgave.
Undervisningen foregår i teorilokalerne på Værftet.
Undervisningen munder ud i at deltagerne kan tilmelde sig “Duelighedsprøven i sejlads”, den teoretiske del.
Vi stiller materialer til rådighed i undervisningen.
Egenbetaling: ca. 700 kr. for prøvegebyr og faktaprøve.
“Sing me a song – You´re the Pianoman” Hvad vil du verden? Vil du sige den noget? Eller er der bare noget du gerne vil ud med for dig selv? Eller kan du måske bare ikke lade være…
Vi skal i sangskrivning ind på forskellige teknikker, der hjælper dig til at få tanker på tekst og musik. Er sangskrivning en guddommelig gave eller hårdt arbejde?
Det finder I måske ud af.
Modulfaget er delt op i en del med tekstskrivning og dernæst fifs til at komme igang med selve melodien og evt. underlægget. Tekstdelen kommer til at fylde meget til en start. Ift. det musikalske, så vil der helt sikkert være stor forskel på hvad I kan. Man kan også blive i selve teksten. Det er ikke alle der kan spille/synge; og så hjælper vi hinanden med den del. Der vil også være god tid til at sidde med skrivning selv eller i grupper.
Har du noget på hjerte og vil du gerne ud med det – Jam´n så gør det i en sang.
Med noget så simpelt som en garnnøgle og et par pinde, kan du strikke dig de mest fantastiske klæder.
Vamsede sweatre, bløde huer, en ny taske eller en flot bolero. Alle kan være med på strik, hvor vi tilpasser projektet dit niveau. Er du nybegynder starter du op med et projekt, hvor du lære de mest basale teknikker og hurtigt opnår et godt strikkeflow. Er du øvet, finder vi et projekt hvor du kan afprøve nye teknikker og garnkvaliteter.
Vælger du strik vil du blive klogere på garnets unikke egenskaber, hvordan du aflæser en opskrift, den danske strikkekultur, og hvilken gavnlig virkning håndarbejde har for vores mentale sundhed. Du vil indgå i et strikkefællesskab, hvor du får muligheden for at dele teknikker og få inspiration til nye projekter. At arbejde med hænderne og fordybe sig i et håndværk giver ro i krop og sind, og du vil opleve faget som et pusterum i din hverdag på højskolen.
Bemærk at skolen har specialudstyr til dig, som har en funktionsnedsættelse.
I dette fag lærer du at lave smagsfulde, mættende og kreative vegetarmåltider, der kan stå stærkt helt uden kød.
Vi arbejder med grøntsager, bælgfrugter, krydderier og teknikker, der booster smag, tekstur og umami.
Du lærer, hvordan simple råvarer kan forvandles til spændende retter gennem korrekt tilberedning, krydring og sammensætning. Vi eksperimenterer med marinader, stegning, fermentering, saucer og krydderiblandinger, så grøntsager og bælgfrugter får dybde og karakter.
Faget giver dig både praktiske køkkenfærdigheder og inspiration til at tænke vegetarisk på nye måder – uanset om du er nybegynder eller allerede laver meget mad uden kød. Fokus er på smag, nydelse og bæredygtige valg, der giver lyst til mere grønt på tallerkenen.
Egenbetaling: 150 kr. til råvarer.
I faget yoga og havbad har du mulighed for at komme fra hovedet ned i kroppen og tage en velfortjent pause fra hverdagens travlhed og gøremål.
I første halvdel bliver du guidet gennem et program. Vi varmer kroppen langsomt op og mærker hvordan yogaen giver både styrke, smidighed og flow. Vi arbejder også med åndedrættet og hvordan din vejrtrækning kan være et bindeled imellem kroppen og sindet.
Der vil være både liggende, siddende og stående stillinger og udover fysisk styrke, vil du opleve at styrke dit nærvær og forbindelsen til din krop.
Hver gang afslutter vi med afspænding, hvor kroppen har tid til at integrerer effekten af de øvelser, vi har lavet.
Efter frokost går vi i sauna, hvor vi selvfølgelig også skal en tur i havet og mærke den smukke natur, vi er så heldige at være lige i nærheden af.
B-modul
Drømmer du om at skabe dine egne ting eller opfindelser? Synes du verden mangler lige netop din idé? Mangler du lige netop dén ting, der gør din hverdag lettere eller sjovere? Mangler du brikker til et spil? Eller vil du bare gerne være med på det nyeste? Så kan du starte her.
Vi skal udforskee de kreative muligheder inden for 3D design og 3D print. Fokus er på at bringe dine idéer til live på skærmen og ud i den virkelige verden. Lær grundlæggende værktøjer og metoder til at skabe unikke designs.
Vi arbejder med simple og brugervenlige programmer, så alle kan være med – også hvis du aldrig har prøvet det før.
Vi kommer naturligvis rundt omkring 3D print, dets muligheder, fordele og ulemper, men hovedvægten ligger på det kreative arbejde med design.
Faget er for dig, der er nysgerrig på 3D-verdenen og ønsker at bruge 3D design og 3D print som et redskab til at skabe noget nyt og anderledes.
Ingen forudgående erfaring er nødvendig, kun lysten til at lære og være kreativ. Dog forudsættes det, at du aktivt bringer ideer på banen.
Vi benytter designprogrammet TinkerCAD, der kræver brug af computermus særdeles meget, så har du særlige forudsætninger skal du være lidt på forkant og selv hjælpe til med tilpasning før undervisningsstart og medbringe eventuelle hjælpemidler.
Selve printningen af 3D-genstande er en langsom proces, så forvent ikke at få dine ting lige med det samme.
Egenbetaling: Der kan forekomme egenbetaling afhængig af vægt på printede produkter.
Kunne du tænke dig at være med til at gøre højskolen lidt flottere. Er du til frisk luft, fysisk arbejde og splinter i fingrene?
På faget BYG skal vi bygge nye møbler til skolens udearealer. Måske skal vi lave trægynger og bænke i naturlige udformninger – det skal vi finde ud af sammen! I efteråret var holdet igang med at bygge en stor tømmerflåde. Det kan være vi skal bygge videre på den 😉 Vi skal bygge ud fra ideen om forædling. Det vil sige finde det rigtig stykke træ, forarbejde træet, udtænke detaljer, gøre det brugbart samt udsmykninger, sy og save..
Vi skal lave og vedligeholde følgende fermenterede produkter: kombucha, vand- og mælkekefir, laktofermenterede produkter såsom kimchi, sauerkraut og pickles, eddike mfl.
Derudover skal vi snakke gastronomiske og sundhedsmæssige fordele ved fermentering og udbløde og koge bønner, der skal smages til med saltsyltede citroner, soya og miso.
Filosofien interesserer sig for spørgsmål der uløseligt er knyttet til det at være menneske. De samme grundlæggende spørgsmål angår os i dag som i oldtiden. Filosofien forsøger ikke at levere et standardsvar og komme med løsninger, men ønsker at diskutere forskellige holdninger og opfattelser af bl.a. menneskets natur, menneskelivets mål og hvilke værdier der er vigtigst.
I undervisningen trykker vi på ”pause-knappen”, stopper op, anskuer, undrer os og filosoferer over hverdagens moralske/etiske dilemmaer og eksistentielle temaer. Det kunne for eksempel være: Hvad er kærlighed?, Hvad er ansvar?, Hvad er tillid?, Hvad er tid?.
Du tilbydes et diskussionsforum, hvor grundlæggende spørgsmål vil være på bordet til åben diskussion, koblet til en almen indføring i moralfilosofi, eksistensfilosofi og moderne filosofi.
Du vil indgå i et undersøgende fællesskab, hvor dine og andres filosofiske antagelser er udgangspunktet for de tanker, undervisningen udspringer af. (Metoden er den praktiske filosofi)
Faget handler således ikke om hvad Platon, Sokrates, Kant, Kierkegaard, Løgstrup eller Habermas ville tænke om sagen – men om hvad DU tænker!
Er der noget at grine af? Overhovedet?
Når skikkelser som Christian holder grønne og gule taler, når Hanne puster æg, når Lucas beskyldes for pædofili, når en elektriker tilfældigvis dør i en grøn slagters fryser, når en måske lidt godtroende præst, insisterer på at Adam er god nok på bunden, når 4 venner går eksperimentalt op i druk og når retfærdighedens ryttere møder den ægte vare?
De næste 9 onsdage vil byde på et kort oplæg, en film og gruppearbejde omkring de enkelte film. Sammen skal vi grine og græde og blive klogere på den mærkelige verden vi rent faktisk lever i, som afspejles skånelsesløst i de absurde universer som dansk film har budt på de sidste 25 år.
For hvad er fest og hvad er retfærdighed?
Her SER dansen ikke UD, den MÆRKES!
Dans der kommer indefra, er magisk. Dans der kommer indefra kan gøre dig opmærksom på hvad du har brug for, hvor dine grænser er, hvad dine drømme og længsler er.
Intuitiv dans kan ikke danses forkert eller rigtigt – fordi alle bevægelser kommer indefra dig!
Du vil på faget få oplevelser af flow og sammenhæng mellem krop, tanker, følelser og rummet imellem os.
Den Intuitive Dans støtter dig i at regulere dit nervesystem, udvide dit emotionelle råderum, reducerer stress og angst, balancerer hormoner, frigiver glædeshormoner, skaber oplevelser af tilhør og sammenhæng, øger din kropsbevidsthed og forståelse af behov/grænser og styrker din sociale intelligens – og så sætter den Intuitive Dans for rigtig mange, noget fri.
Du guides på Intuitiv Dans af psykomotorisk terapeut & intuitiv danse facilitator Christine Wiklund til at få kontakt til din krop, dit indre liv og til flere nuancer af at være dig, i verden.
Mens din kropsbevidsthed gror, vil du få oplevelser af at du bedre kan undersøge og udfolde din livskraft, livsnydelse og dine drømme for hvordan du ville elske at være dig, i din krop – også når hovedet ikke synes det “ser rigtigt ud”.
Vi kommer til at undersøge hvad forskellige musikgenrer kan gøre ved vores mod, tilstand, udtryk og vores frihed i dansen – derfor vil du både danse til noget du kender og helt sikkert også noget du ikke har danset til før!
Alle kan være med på Intuitiv Dans og det kræver hverken danseerfaring eller en bestemt fysisk form, at danse intuitivt. Alle vil blive udfordret og støttet i at udfolde sig, ud fra egne forudsætninger!
Har du lyst til at skære, trykke og lege med grafiske udtryk? I linoleumstryk dykker vi ned i en oldschool trykteknik med masser af kant og kreativ frihed. Du lærer at skære dine egne motiver i linoleum og trykke dem på papir og stof – fra simple symboler til vilde mønstre og farverige lag-på-lag-tryk. Her er plads til at eksperimentere, lave fejl og finde dit eget udtryk. Ingen forkundskaber – bare lysten til at skabe med hænderne og få tryksværte på fingrene.
Egenbetaling: 100 kr. – er du meget produktiv, kan du købe ekstra linoleumsplader.
En vinylplade indeholder lagret lyd og afspilles på en pladespiller. Princippet i en grammofonplade er mekanisk: pick-up’en bevæger sig gennem en zigzagget rille, hvor zig-zag’ene svarer til lydens svingninger, der i pick-up’en omsættes til et elektrisk signal, der igen omsættes til svingninger i højtaleren og dermed lyd”. Dette er udgangspunktet for faget – vinylplader, lyd, musik, lytning, debat og hygge.
Faget er blandt andet inspireret af podcast serien ’album’, passion for musik og kærlighed til knitrende plade lyd. Vi vil hver undervisningsgang dykke ned i et enkelt album, en kunstner/gruppe eller en genre. Vi skal lytte til musik, og vi skal debattere musik. Der vil være kortere oplæg, podcast eller dokumentar som optakt til den enkelte undervisningsgang.
”Det er nyt. Det er spændende. Det bliver vild musiknørderi.”
Dyk ned i rillerne sammen med os og bliv inspireret, forbløffet og hør og mærk en masse musik du ikke vidste du var vild med.
Hvad gør vi hvis det værst tænkelige sker, og kaos indtræffer. Det ellers så solide skandinaviske sikkerhedsnet er brudt sammen. Hvordan agerer vi, når den sidste rulle toiletpapir er blevet hamstret? Er det alle mod alle, eller formår vi at holde sammen i fællesskab og overleve det værst tænkelige?
Regeringen anbefaler at hver person har mad og vand til at kunne klare sig i tre dage. Kan du? Vi skal derfor lære helt basale overlevelsesfærdigheder, som at hugge brænde, tænde bål med tændstål, lave blåmuslinger direkte tilberedt i bålets gløder og kunne lave en nødshelter. I undervisningen vil vi tage fat i forskellige emner og aspekter ved kaos- og dommedagsscenarier. Hvordan påvirker det vores psyke, og hvordan agerer vi på gruppeniveau i sådanne scenarier? Hvad vil det i det hele taget sige at forberede sig på det værst tænkelige?
Her skal der svedes.
RawFit er en træningsform, der primært fokusere på egen kropsvægt. Vi træner hele kroppen og både cardio og styrke. Vi er altid udenfor uanset vejret og man skal regne med at blive våd, beskidt og svedig. Der vil både være løb og styrketræning i en lækker forening og uanset ens nuværende form, vil man blive presset derfra hvor man er nu. Så alle kan være med.
Vi slutter alle undervisningsgange med at skulle i havet og sauna. Så faget er kun for dem, der er klar på en tur i bølgen blå.
Gården er fuld af dejlige aktiviteter med heste. Vi skal lære at muge ud i hesteboksene, strøg, fodre, hente hestene ind/ud, strigle, sadle op og sadle af.
Ride i ridehuset/nyanlagt udendørsbane eller ride en tur rundt på gårdens
skønne arealer og nyde den friske luft. Vi skal opleve hesten både fra jorden og fra hesteryg. Vi skal lære at soignere hestene. Der bliver også tid til at lære om hestens historie, anatomi, røgt & pleje. På Egmont Vestergaard bor der også 3 skønne katte.
Sammenspil er for dig der altid har drømt om at være med i et band. Der er ingen krav om tidligere erfaring med musik. Niveau og repertoire tilpasses holdets sammensætning og erfaring, så derfor kan alle være med. Det er også for dig, som altid gerne har ville lærer at spille på et instrument.
Vi skal i løbet af 9 gange forsøge os med forskellige sange, og kommer forhåbentligt forbi lidt forskellige genrer. Der vil ligges stor vægt på deltagernes egne musikønsker, og vi vil til sidst i faget slutte af med en lille koncert for resten af højskolen.
Undervisningen er hver onsdag fra 09:15 – 12:15, på nær uge 9,11 og 14. Så hvis du trænger til et kreativt og musikalsk pust midt på ugen, skal du vælge sammenspil!
– verdens bedste bræt- og kortspil
Et spil kan være andet end tidsfordriv. Det kan udfordre din evne til at koncentration og til at realisere dit intellektuelle potentiale. Og det at spille kan sågar give dig en større indsigt i den egen og andres personlighed. Men ikke alle spil er lige gode, så derfor beskæftiger dette fag sig med to spil, der hver for sig er det bedste på sit felt.
L’hombre er alle kortspils ophav. Det er et klassisk kortspil, der indeholder så mange facetter, at man kan øve sig på det hele livet. Det kræver evnen til at kombinere og se muligheder, men lige så meget kræver det evnen til at samarbejde med en anden spiller. Hvis du har prøvet at spille et kortspil som f.eks Whist, så vil L’hombre demonstrere for dig, at kortspil kan være uendelig meget mere.
På samme måde er skak brætspillenes konge. Det er uendelig kompliceret, men alle kan lære at spille det på forholdsvis kort tid. At spille det godt er en anden sag.
For begge spils vedkommende gælder det, at hvis du får lært at spille dem, kan du have glæde af det resten af dit liv og få mange timers kvalitetssamvær med venner og andre spilentusiaster. Fri for mobiltelefonens opmærksomhedstyranni.
Dette fag er delt op i en tilpasset idrætsdel og en tilpasset svømmedel. I idrætsdelen laver vi forskellige aktiviteter hvor alle uanset funktionsniveau kan være med. Du vil få mulighed for at være fysisk aktiv ud fra de forudsætninger du har, eller tillærer dig. Fælles arbejder vi med forskellige handicapidræts discipliner, alternative spil og aktiviteter, som giver mulighed for, at alle har en rolle. Så vær klar til leg, spil og anden fysisk udfoldelse, der kræver din indsats.
Teoretisk vil vi snakke om hvad det betyder at være fysisk aktiv livet igennem.
Efter idrætsdelen skal vi i svømmehallen. Her vil vi hver gang lave opvarmningslege, svømmetræne og slutte formiddagen af med afslapning og afspænding.
Svømmedelen er også tilpasset, så alle uanset niveau og forudsætninger kan være med.
Og du vil selvfølgelig få den hjælp som du har brug for, for at kunne være i vandet.
Vi får det sjovt og vi vil arbejde hårdt på at lære dig ting, du ikke troede du kunne i vandet.
C-modul
Et afgørende øjeblik i collagens historie fandt sted i 1912. Den franske kunstner Georges Braque – og senere Pablo Picasso – købte klæbefolie med et mønster, der imiterede en fletstol og satte det på deres værk. Dermed var maleriets illusion brudt, da “virkelighedens” materialer indfandt sig på lærredets flade domæne.
I kølvandet på de to store kunstneres collageeksperimenter arbejdede andre kunstnere videre. Disse eksperimenter, hvor modsætningsfulde elementer mødtes på og sprang ud af lærredet, beskrev den franske forfatter Comte de Lautréamont senere med ordene ”Smuk som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply”.
I dette fag vil du bliver præsenteret for de videre kunstneriske udviklinger, nybrud og eksperimenter i collagens historie, samtidig med, at vi skal lave vores helt egne abstrakte collager med afsæt i skiftende collageteknikker og tematikker.
Er du nysgerrig på astrologiens verden?
Uanset om du kun har læst lidt i popastrologien, følger din Co-star eller om du har nørdet meget i astrologi – så vil du på dette fag blive klædt på til at læse og tyde dit eget fødselshoroskop, årshoroskop og måske endda nå så langt at du vil læse relations-horoskoper.
Faget her udfolder, med udgangspunkt i dit eget fødselshoroskop, de astrologiske koncepter som planternes, tegnenes, astroidernes placeringer og aspekter til hinanden og vi dykker ind i hvad energierne betyder for dig, i dit liv.
Du får en grundig indføring i de forskellige arketyper og energier som er forbundet med de forskellige tegn og planeter og allervigtigst, så kobler vi ældgammel visdom og arketyper til det daglige liv du lever nu, så du med tillid til din egen viden og intuitive evner, kan begynde selv at tyde dit eget og andres horoskoper.
Bold, CrossFit og Fællesskab er et fag, hvor du både bliver fysisk udfordret og styrker dine samarbejdsevner sammen med dine højskolevenner.
Bold-delen fokuserer på holdspil og fysisk aktivitet. Vi spiller forskellige boldspil – fx floorball, ultimate og andre sjove former – hvor tempo, energi og holdånd er i centrum. Alle bidrager, arbejder sammen og får pulsen op, uanset niveau. Bolddelen kan bruges som opvarmning eller fylde hele lektionen, alt efter dagsform og aktiviteter.
CrossFit-delen fokuserer på funktionelle bevægelser samt styrke- og cardiotræning. Du kan forvente træning med høj intensitet, der får pulsen op og sveden til at dryppe. Vi arbejder med kropsvægtøvelser, frie vægte og funktionelle øvelser. Vi prøver forskellige CrossFit-koncepter som HYROX, TEAM WOD og andre formats. Træningen foregår både inden- og udendørs, og alle udfordres ud fra deres eget niveau.
Fællesskabsdelen samler os gennem sjove og udfordrende aktiviteter, der kræver kreativitet, samarbejde og god kommunikation. Sammen kaster vi os ud i alt fra at løse mordgåder, til at spille Forræder, bygge sammen og finde løsninger, hvor kun fællesskabet kan få os i mål. Undervejs opdager du nye sider af både dig selv og dine højskolevenner, og du mærker, hvordan tillid, tryghed og grin får fællesskabet til at vokse.
De fleste dage er undervisningen todelt, med CrossFit WOD eller boldspil først og fællesaktivitet sidst, men enkelte gange fylder den ene del hele lektionen.
I 1995 trådte Lars von Trier op på en teaterscene i Paris. Her præsenterede han verden for Dogme95 og Kyskhedsløftet – et manifest og ti regler, der blev lanceret som en redningsaktion. Et opgør med den forudsigelige, Hollywood-dominerede filmverden fyldt med glamour, teknologisk kosmetik og idéløshed. Dogme95 insisterede på det enkle, det rå og det menneskelige – og satte fortællingen og skuespillet tilbage i centrum.
I årene efter fulgte en række danske dogmefilm, som ikke bare vakte opsigt, men katapulterede Danmark ind i det, mange betegner som dansk films guldalder. Pludselig fik verden øjnene op for danske film, og de store internationale filmfestivaler kvitterede med priser og anerkendelse.
På Dogme95-faget dykker vi ned i denne unikke periode i dansk filmhistorie. Vi ser og arbejder med film som Festen, Idioterne, Mifunes sidste sang, Italiensk for begyndere, Elsker dig for evigt – og flere endnu. Vi ser filmene, diskuterer dem og analyserer deres fortællestil, æstetik og tematikker. Vi forholder os kritisk til dogmemanifestet, undersøger dets betydning og spørger, om reglerne stadig giver mening i dag.
Faget er for dig, der er nysgerrig på film, fortællinger og menneskelige konflikter – og som har lyst til at forstå, hvordan begrænsninger kan skabe kreativ frihed.
Skyd weekenden i gang med et intenst, tankevækkende og underholdende møde med Dogme95.
Her får du kendskab til hele den keramiske proces fra det bløde ler til det færdig glaserede produkt der kommer ud af ovnen. Vi skal lave ting du kan bruge derhjemme f eks kopper, skåle og kander.
Du vil blive introduceret til keramiske teknikker som pladeteknik, kvætsning og drejning.
Vi når ikke det samme som på hovedfaget, men du vil få en introduktion til håndværket og blive fortrolig med værkstedet som din hjemmebane.
Kendskab til keramik er ikke nødvendigt og på ingen måde en betingelse.
Egenbetaling: 200 kr. til materialer + betaling for brænding.
Ved at vælge klatring som modulfag får du mulighed for at få en basal introduktion til klatring generelt – med fokus på sikkerhed og toprebsklatring. Vi skal prøve den type klatring, som vi har mulighed for at dyrke i Danmark, og det er alt sammen muligt på Egmont Højskolen. Vi skal klatre og bouldre på klatrevæggen i hallen.
Faget kræver, at du vil det – og ikke mindst, at du er klar til at være med med alt, hvad du kan. Det gælder både, når vi skal klatre, men også, når du ikke klatrer, men sikrer din makker. Klatring er både fysisk og mentalt hårdt – og det er fedt!
Skal man have mulighed for at klatre i sin fritid på skolen, skal man uddannes som K1-klatrer på skolen – og det har du mulighed for på dette fag.
Egenbetaling: 100 kr.
Livet, både det individuelle liv og livet i relation til andre mennesker, stiller os over for en række svære valg. Ofte spørger vi os selv, hvad der er det rigtige at vælge. Det er et fag for dig, som gerne vil debattere de svære valg, som vi står overfor som samfund og som du står overfor som person.
Det græske ord ’ethos’ oversættes med etik, men en mere korrekt oversættelse er skik og vaner, altså de ting vi gør.
I faget vil vi først gennemgå de udgangspunkter, som etikken har haft gennem tiderne og spørge hinanden om, hvad vi kan bruge af det i dag. Vi vil tale om nytteetik, pligtetik, utilitarisme og andre skoler inden for etikken. Den snak, som vi tager første gang, vil vi tage med os på resten af faget.
Når vi har grundlaget på plads vil vi hver gang tage et etisk, nutidigt dilemma op. Vi vil høre oplæg fra læreren, se film om emnerne, men først og fremmest tale om, hvad vi mener om emnet.
Emnerne kan være:
- Er retfærdig krig en mulighed?
- Hvordan behandler vi samfundets udsatte?
- Aktiv dødshjælp, hjælp eller (selv)mord?
- Kriminalitet og straf, evt. et fængselsbesøg.
Ingen af disse spørgsmål rummer bare et lille dilemma, men er meget dilemmafyldte. Har du lyst til at debattere etiske spørgsmål, og blive klogere på både dine egne og andres holdninger til det, så er det her fag for dig!!
Vi lever midt i en turbulent tid, hvor det måske kan være svært at bevare overblikket og at følge med i Verdens forandringer. Hvad sker der i Ukraine? Er USA ved at kolonisere Mellemamerika og Grønland, Hvordan påvirker Rusland demokratiets udvikling i den øvrige del af Verden? Og hvad betyder al denne uro for den grønne omstilling?
Samtidig kan det måske være svært at følge med i nyhederne, hvis man ikke er helt stærk den baggrundsviden, der ligger til grund for hele forståelsen. Hvad er en krigsforbryderdomstol? Hvor ligger Donbasregionen og hvorfor blev Venezuela kommunistisk?
På dette fag vil jeg hjælpe dig igennem ugens globale nyheder. Vi zoomer ind på, hvad der er i løbet af ugen, på den storpolitiske front. Vi forsøger at sætte den enkelte historie ind i et større perspektiv, og trække trådene mellem stigende fødevarepriser, hybridkrig og et NATO under pres.
Vi vil i undervisningen se nyheder, dokumentarprogrammer og baggrundsrepportager. Vi skal lytte til debatter og måske læse en smule, men først og fremmest skal vi diskuterer, sætte vores eget perspektiv og blive klogere på begreber og fakta.
Elsker du at gå i sauna og gøre noget godt for andre?
Saunagus kan både beskrives meget godt og blive en lang forklaring. Kort sagt: Hælde vand på stenene og bevæge luften rundt.
Den lange forklaring der det i skal lære, som indebære fx æteriske olier, svinge et håndklæde, stemmeføring, åndedræt, ro, røgelse, urter, vinterbadning og meget andet.
Vi øve og modtage Saunagus, lave en fortælling, et show, give folk ro og velbehag eller også give en helt anden oplevelse.
Kom og sved, selv om du aldrig har prøvet saunagus, det kan være meget vanedannende.
Alle mennesker er kreative og vi har alle vores unikke måde at udtrykke os på!
Med skitsebogen/Logbogen som redskab skal vi tegne, male, modellere og ikke mindst skrive. Vi skal undersøge hvad kreativitet er? Og hvad der inspirerer dig?
Selvstændigt og to og to skal logbogen bruges som et kreativt laboratorium og personligt refleksionsrum. Det bliver din egen bog til stille skriblerier, farverige udfoldelser og blyantsnørlerier.
Syng i kor, hvor stilen er en blanding af Gospel og Soul. Sangene vil være på både dansk og engelsk og du kan være med, uanset om du vil have udfordringer eller om du er nybegynder.
Her har du chancen for at være en del af den store lyd som vi skaber i fællesskab. Soul musik har ikke noget at gøre med hvem der synger bedst. Det handler om udtryk, indlevelse, energi, glæde, smerte – med andre ord: SOUL
KOM OG SYNG MED!
Træning Løb og Bad er faget for dig som gerne vil holde dig fysisk aktiv i løbet af dit højskoleophold. Vi skal vi træne i træningsrummet på forskellige måder halvanden time op mod frokostpausen. Efter frokostpausen skal vi løbe og lave forskellige løbelege, og tons, før vi måske slutter af med et havdyb. Det bliver et fag med god energi, sved, prusten og latter. Alle kan være med og det kræver ikke nogen særlige forudsætninger.
I Zetland på skemaet begynder vi samtalen i en Zetlandartikel og følger den derefter der hvor den vil hen.
Som dyr er Zetland det dyr, der kommer til verden, når en zebra parrer sig med en shetlandspony.
Som medie er Zetland medlemsdrevet, kvalitetsjournalistik, der giver overblik uden at forenkle, samtidig med at være løsningsorienteret og give plads til at tvivle.
Eller det er i hvert fald ambitionen.
Som fag er Zetland på skemaet et rum, hvor vi har god tid til samvær og kvalitetssamtaler med udgangspunkt i fælleslytning af udvalgte zetlandartikler.
Vigtigst er det, at du har lyst til at lytte, reflektere, sætte dig selv i spil og aktivt bidrage til samtalerne om tidens store spørgsmål.
D-modul
Afrorytmer er for dig, der ikke kan sidde stille, når en rytme banker på og som er klar til at bruge danse- sang- og trommemuskler, som du ikke plejer at bruge.
Hver undervisningsgang består af dans, trommer og sang.
Vi vil arbejde med nemme bevægelser inspireret af Vest- og Østafrikanske traditionelle danse, der sat sammen i enkle koreografier vil fremkalde ikke bare sved på panden, men også smil på læben.
Vi vil lære simple rytmer på forskellige afrikanske trommer, som kan akkompagnere danserne.
Vi vil synge sange fra det afrikanske kontinent.
Og hvis vi trænger til en pause fortæller vi historier, synger eller ser en film om Vest- og Østafrikansk musikkultur.
Så er du klar på at bevæge dig, svede og grine – lidt af dig selv og lidt med andre – så er Afrorytmer noget for dig! Musikken henter vi fra det afrikanske kontinent og energien skaber vi sammen.
Vi skal lave et band. Hvad skal vi spille? Jeg drømmer om noget med et elektronisk islæt, og måske er vi 8 harpespillere, og så skal vi nok noget andet 🙂
Med andre ord, et band er noget vi skaber sammen og med de mennesker, kompetencer og instrumenter der er i rummet.
Skal jeg kunne spille noget på forhånd for at kunne være med? Nej, ikke nødvendigvis, men omvendt er der heller ikke meget tid til at lære et instrument på et modulfag. Men altså, kom glad og så finder vi ud af det 🙂
Hver mandag formiddag starter vi med at styrketræne og slutter med svømning i svømmehallen om eftermiddagen.
Undervisningen om formiddagen vil primært have fokus på styrketræning, men der vil også være dage, hvor vi arbejde med konditionstræning eller en kombination af begge. Undervisningen vil forgå i motionsrummet samt i hallen. Vi skal prøve forskellige former for styrketræning, lige fra cross-fit til almindelig styrktræning, men der vil også være dage, hvor vi skal prøve forskellige lege der har fokus på styrke og konkurrencer.
Om eftermidagen tager vi i sømmehallen, og så skal vi svømme crawl. Her får i chancen for at få lært at svømme rigtig crawl. I kommer til at lærer den rigtige teknik, så i kan svømme længere og hurtigere uden at blive lige så trætte som før. Nogen dage vil vi også spille vandpolo, men fokuset bliver at få lært at svømme crawl. Hvis du har svært ved at holde varmen i det store bassin, er faget ikke for dig, da vi ikke har adgang til det varme bassin om mandagen.
Hvorfor skabte tv-serien “Klovns” brug af solsikkesnoren så meget debat? Hvorfor blev tv-værten så rørt, da paraatleten Emma Lund vandt parasportsprisen i 2023? Og hvad betyder det egentlig, når digteren Caspar Eric skriver om “crip”?
På Crip og Kritik skal vi beskæftige os med normkritik med særligt fokus på krop og handicap. Vi skal undersøge, hvilke normer, forståelser og blikke der findes på forskellige kroppe; hvorfor nogle kroppe defineres som afvigende, funktionelle, smukke, besværlige eller som noget, der skal fikses af professionelle.
Vi skal dykke ned i begreber som “ableisme”, “super crips” og “kill joys” og diskutere forskellen på at være en “ambassadør for” og en “allieret til” mennesker med handicap. Vi skal undersøge, hvordan vi kan tænke krop og handicap med pointer fra Emma Holten og fra feminismen. Og så skal vi kigge tilbage i historien på Danmarks åndsvageforsorg og USA’s handicapaktivisme.
Vores diskussioner kommer til at tage udgangspunkt i eksempler fra nyheder, fra film, fra kunst, poesi og meget mere.
På Crip og Kritik skaber vi et trygt rum, hvor vi sammen kan diskutere og blive klogere. Vi skal kunne gribe hinanden, selvom vi er uenige og læne os ind i hinanden, selvom vi bliver udfordret.
Cyanotopi – lav billeder med solen
Glem filtre og Photoshop – her laver vi billeder med sollys, vand og kemi. Cyanotopi er en oldschool fototeknik opfundet af John Herschel i 1842, og den giver de vildeste dybblå prints.
Vi eksperimenterer med planter, objekter, transparenter og alt det, du har i lommen eller finder i naturen. Du lærer teknikken fra bunden og bruger den til at skabe dine egne personlige udtryk – abstrakt, poetisk eller helt skørt.
Er UV’en god, tager vi ud i naturen og lader solen fremkalde vores værker.
Kunsten skal slippes løs og vi skal lege sammen.
Der vil være en egenbetaling på 100 kr.
Ingen erfaring nødvendig. Bare nysgerrighed, skabertrang og lyst til at lege med lys.
Boost dit liv og få gang i nye vaner.
I faget er der fokus på, hvad der kan give fornyet energi til dig med funktionsnedsættelse.
Du skal være beredt på at give dig 100 procent i de forskellige aktiviteter og du skal være indstillet på at du skal være fysisk aktiv og skal kunne få pulsen op ved bevægelse.
Sammen skal vi være fysisk aktive med blandt andet crossfit, lave kognitiv træning, få viden om, og prøve at spise lidt mere hjernemad resten af semestret. Vi skal også omkring hvad motivation gør for ens deltagelses niveau og finde rutiner og ro i forskellige elementer.
“Hapser” betyder små, lette bidder, snacks eller fingermad, der er designet til at blive spist uden gaffel og ofte til uformelle begivenheder, receptioner eller som en del af et større måltid.
Her får du opskrifter på lækre hapsere, snacks og fingermad, der egner sig godt til hjemmefest, hvor familie eller venner mingler, og maden derfor gerne skal være let at håndtere. Du får idéer til både søde og salte retter, som kan kombineres på kryds og tværs. Du vil også få mulighed for at prøve at lave dine egne idéer et par gange. Vi glæder os til at se hvilken slags mad, du kan lave.
Haps, Haps, Haps. Nu skal vi ha´ Tapas
Haps, Haps, Haps. Nu skal vi ha´ Fried chicken
Haps, Haps, Haps. Nu skal vi ha´ Dessert
Haps, Haps, Haps. Nu skal vi ha´ Sushi
Der er en egenbetaling på faget på 100 kr.
Ved at vælge klatring som modulfag får du mulighed for at få en basal introduktion til klatring generelt – med fokus på sikkerhed og toprebsklatring. Vi skal prøve den type klatring, som vi har mulighed for at dyrke i Danmark, og det er alt sammen muligt på Egmont Højskolen. Vi skal klatre og bouldre på klatrevæggen i hallen.
Faget kræver, at du vil det – og ikke mindst, at du er klar til at være med med alt, hvad du kan. Det gælder både, når vi skal klatre, men også, når du ikke klatrer, men sikrer din makker. Klatring er både fysisk og mentalt hårdt – og det er fedt!
Skal man have mulighed for at klatre i sin fritid på skolen, skal man uddannes som K1-klatrer på skolen – og det har du mulighed for på dette fag.
Egenbetaling: 100 kr.
Kunst i naturen – Land ART er en etableret kunstform, der opstod i USA i 1960’erne, for at være en protest mod og et opgør med den etablerede kunst på museer og gallerier.
Land ART kunstnere forholder sig til landskabets rum, og skaber i samspil med natur og naturens materialer, et værk som kan være en kunstinstallation eller skulptur. Arbejdet er bygget på et udvalgt sted med de tilgængelige materialer på stedet.
Installationen eller skulpturen kan have alle former, farver og størrelser.
Det færdige arbejde vises på stedet eller dokumenteres som en indendørs fotoudstilling.
Naturen bestemmer holdbarheden og henfaldet. Dette er en vigtig del af konceptet for de fleste kunstnere.
Vi kommer til at lave et samlet værk i parken.
Og dokumentere vores kunst i en mindre fotoudstilling i Foyen!
Det er forår, det gode vejr er på vej, vi skal ud og nyde det – med en fiskestang i hånden!!!
Dette fag henvender sig til alle, som kunne tænke sig at blive lystfisker for et forår.
Hornfisken er her allerede, silden og makrellen er på vej – og vi skal lære at fange dem. Vi skal også fange signalkrebs og gøre en indsats mod en invasiv dyreart.
Du vil få en masse viden om forskellige fisk, havmiljø, fiskegrej, fangstmetoder, fisketegn, samt en masse tips og tricks til hvordan du får større succes med fiskeri.
Vær opmærksom på, at dette er en vejrafhængig undervisning – så på dage med megen vind – så er der teoretisk “bænk til røv”-undervisning.
Ofte hører vi, at religion ikke skal være en del af det offentlige rum. Men religion er og bliver af stor betydning for de relationer, der er mellem mennesker. I dette fag vil vi spørge om, hvordan religion påvirker forskellige relationer. Hvad der er rimeligt og hvad der er fuldstændig uacceptabelt.
Vi vil få overblik over de tre store religioner, som har domineret og påvirket det vestlige samfund: Jødedom, kristendom & islam. Hvad er ligheder og hvad er forskelle? Hvorfor er forskellene tit årsagen til, at vi har så svært ved at leve sammen? Vi dykker ned i forskellige forestillinger om, hvem og hvad Gud er.
Vi vil se på begreber som tro og tvivl, synd, skam og karma, frelse og fortabelse og andre religiøse dogmer. Hvad betyder de?
Vi vil kigge ind i det der kaldes New-Age universet, som mange i Vesteuropa er påvirket af. Hvad er New-Age? Hvad betyder det for måden at dyrke religion, at man kan vælge ting fra forskellige religioner og så at sige sammensætte sin egen religion? Hvor er der grænseflader mellem eksempelvis New-Age og selvudvikling, New-Age og behandling osv?
Vi vil spørge os selv, hvorfor nogen bliver terrorister mens andre bliver mennesker der påvirker verdenshistorien positivt. Hvordan kan man komme frem til at det er i orden at dræbe i Guds navn? Hvad driver mennesker som giver sig selv fuldt ud for andre: Gandhi, Mother Teresa osv?
Endelig vil vi se på hvorfor nogle vælger, at gå ind i sektlignende bevægelser. Hvad driver det og hvad mangler de i deres liv? Hvordan er det at være i en sekt og hvad kan vejen ud være?
Undervisningen vil være en blanding af oplæg fra lærer, diskussioner i grupper samt at vi ser relevante film og TV-udsendelser om et af emnerne.
Kort sagt et fag for dig som er nysgerrig på, hvad religion gør ved det enkelte menneske og ved fællesskabet.
Faget er henvendt til dig, som gerne vil tage et duelighedsbevis. Duelighedsbevis består af en praktisk del og en teoretisk del – vi afslutter faget med en praktisk sejladsprøve den sidste undervisningsgang. Det fulde duelighedsbevis kræver derfor, at du har fulgt faget “navigation” og taget den teoretiske prøve.
Faget indeholder en introduktion til sejlads, hvor du lærer at håndtere en båd og du kommer til at opleve og forstå vinden og havet på en helt ny måde, der vil give dig indsigt og sikkerhed i at færdes på havet. Vi er underlagt naturen og dens uforudsigelighed, ikke alt vil gå efter planen, så du vil blive udfordret, alene og sammen med andre i et meningsfuldt fællesskab.
Undervisningen vil ofte foregå i motorbåd, da prøven også foregår i motorbåd. Hvis tiden tillader det, vil vi også sejle i skolens sejlbåde, hvor der er mulighed for at sejle alene i små både og flere sammen i større både. Du vil blive introduceret for følgende emner:
- Havnemanøvre
- Mand over bord manøvre/søsikkerhed
- Knob og stik
- Praktisk sømandsskab
- Roller ombord på en båd
- Grundlæggende motor kendskab
I skal være opmærksomme på, at frokostpausen bliver afholdt på havnen/havet.
Med noget så simpelt som en garnnøgle og et par pinde, kan du strikke dig de mest fantastiske klæder.
Vamsede sweatre, bløde huer, en ny taske eller en flot bolero. Alle kan være med på strik, hvor vi tilpasser projektet dit niveau. Er du nybegynder starter du op med et projekt, hvor du lære de mest basale teknikker og hurtigt opnår et godt strikkeflow. Er du øvet, finder vi et projekt hvor du kan afprøve nye teknikker og garnkvaliteter.
Vælger du strik vil du blive klogere på garnets unikke egenskaber, hvordan du aflæser en opskrift, den danske strikkekultur, og hvilken gavnlig virkning håndarbejde har for vores mentale sundhed. Du vil indgå i et strikkefællesskab, hvor du får muligheden for at dele teknikker og få inspiration til nye projekter. At arbejde med hænderne og fordybe sig i et håndværk giver ro i krop og sind, og du vil opleve faget som et pusterum i din hverdag på højskolen.
Bemærk at skolen har specialudstyr til dig, som har en funktionsnedsættelse.
Du glider langsomt frem i vandet. Vandet er klart og solen spiller i striber på havbunden. Du trækker vejret roligt gennem snorkelen og bevæger hovedet fra side til side. Tang, der svajer i vandets strømninger, muslinger, krabber og måske en fisk…
Undervandsjagt bærer på fantastiske naturoplevelser, motion, meditativ vejrtrækning og med lidt held og dygtighed – fisk til aftensmad.
Inden vi kommer så langt, skal vi lære det grundlæggende: at svømme og dykke med snorkeludstyr og svømmefødder, at trække vejret roligt og at holde vejret lidt længere, at håndtere udstyr og identificere fisk og mindstemål. Vi starter ved skolens badebro, og bevæger os gradvist længere væk fra skolen, efterhånden som evnerne udvikles. Undervejs lærer du om naturen i havet og kystzonerne omkring Danmark, om fiskearter og forskellige UV-jagtmetoder, om sikkerhed og om at håndtere og vedligeholde grej.
Vi har alt udstyret og glæder os til at få dig med i vandet.
E-modul
Vi skal udenfor og opleve foråret. Vi gør det med podcast i ørene og gode sko på fødderne.
Det skal handle om ALT mellem himmel og jord – eksistens, nyheder, historie, psykologi og dokumentar. Og det bliver severet med rum til fordybelse og forståelse.
Vi udvælger dagens tema som vi skal høre hver for sig eller i grupper. Alt imens vi vandrer i skov og ved vand og mærker solens forårsstråler på vores kind.
Her har du muligheden for stille og roligt at lade dig fange af nye indtryk i omgivelser hvor krop og sjæl kan være i ro og balance – kun forstyrret af de tanker som podcasten sætter i gang.
Vi skal vandre, vi skal lytte og vi skal snakke.
Så tag vandrestøvlerne på, find din egen smartphone og et headset og kom med ud og gå.
Kreativ foto er et fag for alle, som gerne vil lære om fotografiets kunst. Du lærer, hvordan man tager et flot billede, og hvad der gemmer sig bag teknikkerne. Først og fremmest skal vi blive opmærksomme på det, der gør billeder flotte. Derefter skal vi lære, hvordan kameraet fungerer, og hvordan man bruger det i forskellige situationer.
Faget er en blanding af kreativ tænkning og teknisk viden.
Læder er bare for lækkert! At se på, at dufte til, at røre ved, at arbejde med. Vi kommer omkring de grundlæggende teknikker i læderarbejde, udskæring, forberedelse til syning, syning, farvning og efterbehandling.
Jeg medbringer mønstre og guider dig sikkert igennem alle arbejdsgangene, lige fra udskæring til efterbehandling af dit færdige produkt.
Der kan laves etuier til dine strikkepinde, nøgler, kortspillet eller mobilen. Eller lækre, enkle shoppere eller små håndtasker, skuldertasker, garntasker eller et flot kokkeforklæde eller en smuk papirkurv i læder?
Alt syarbejde foregår i hånden, og vi bruger enkle mønstre, som vi kan nå inden sommerferien. Hvis du ikke selv har håndfunktion til at sy/vikle, vil der være noget ventetid, da flere skal have hjælp på samme tid. Der vil være en egenbetaling på større materialer. Læder er et næsten uopslideligt naturmateriale, så du vil kunne nyde dit produkt i mange år fremover.
På Læselyst tager vi udgangspunkt i glæden ved en god bog, en tekst der skaber indre billeder, karakterer vi kan spejle os i eller ord, der vækker følelser, tanker eller minder.
Hver onsdag tager vi hul på en ny tekst; et uddrag fra en bog eller et digt. Teksten vil blive læst højt, så litteraturen får en stemme og læsningen kan foregå i fællesskab.
Ind i mellem vil vi stoppe op og tale om det, vi har læst – ikke med udgangspunkt i litterære termer eller på jagt efter tekstens skjulte symbolik – men med fokus på, hvad teksten gør ved os! Vi skal læse med vores følelser, kroppe og hoveder og dele det med hinanden. Nogle gange vælger jeg det, vi skal læse og andre gange vil jeg invitere én af jer til at tage noget med.
Og så skal vi have det dejligt. Vi skal læse på stranden eller i skovhavens skygge, vi skal drikke kaffe og sidde eller ligge behageligt.
Én gang eller to skal vi også selv skrive tekster med udgangspunkt i små skriveøvelser fra mig eller en gæstelærer. Og så kan det være, at vi skal se en filmatisering af noget af det, vi har læst.
Vel mødt til både garvede bogorme, nysgerrige smålæsere og modige nybegyndere
Første del af undervisningen vil altid være løb. Her vil vi udvide din forståelse af løb som motionsform. Hver undervisningsgang bliver du præsenteret for en ny træningsform inden for løb. Vi skal bl.a. prøve forskellige intervaløvelser, restitutionsløb (langt og langsomt), bakketræning, trailløb, konditionstests og meget mere. Du vil blive præsenteret for disse træningsformer, du vil høre om effekten af disse, og vi skal naturligvis prøve dem på egen krop, og snakke om hvordan de virker for dig.
Alle er velkomne om du er nybegynder eller erfaren, om du løber på egne ben eller skal bruge et hjælpemiddel som fx håndcykel eller racerunner.
Anden del af undervisningen er styrketræning med egen kropsvægt. Dvs inden maskiner, vægte eller ligende. Det er styrkeøvelser du kan lave på værelset, i naturen efter en løbetur eller hvor du nu befinder dig. Det vil være øvelser der supplerer løbetræningen, så hele kroppen bliver trænet. Vi slutter hver undervisningsgang med en tur i sauna – og havet hvis man har lyst til det.
Går du og bøvler med at finde en god måde at være sammen med dine venner og syntes du nogle gange det kan være svært at tage initiativet til at invitere venner ind til fællesskab. Så skal du være med i Egmonts madklub!
Madklubben foregår hver onsdag fra 9:15-12:15. Vi laver mad sammen og spiser det bagefter. Vælger du faget “madklubben” kan du forvente at blive ansvarlig for mindst en madklub, hvor du skal sætte rammen, finde opskrifter og evt. andet indhold, som netop din madklub skal bestå af, du får tid på faget til at planlægge din madklub. Efter hver madklub evaluerer vi og hjælper hinanden med at blive endnu bedre til at varetage værtskabet. Efter endt madklub vil du forhåbentlig kunne tage alle de erfaringer du har fået på faget med videre, så du selv kan starte din egen madklub derhjemme.
I løbet af faget, vil du opnå kompetencer indenfor planlægning, værtskab og madlavning og helt bestemt få lov til at smage en masse lækker mad.
Ses vi i køkkenet?
Foråret er fantastisk på Egmont Højskolen. Luften er frisk, og skovhaven pibler frem med nye smagsoplevelser, der bare venter på at blive opdaget. Hvis du er typen, der elsker at være aktiv under åben himmel og værktøj i hænderne, så er Projekter i Skovhaven det helt rigtige fag for dig.
I dette fag forener vi det praktiske håndværk med havens ro. Vi arbejder med små byggeprojekter, der skaber nye rammer for fællesskabet og giver mulighed for at opleve haven fra helt nye vinkler.
Vi skal blandt andet arbejde med:
- Små byggeprojekter: Det kunne være alt fra kunstværker og hyggelige siddepladser til espalier og læhegn.
- Håndværksmæssig viden: Du får styr på værktøjskendskab og lærer at vælge de rigtige materialer til udendørs brug.
- Arbejdsprocesser: Vi gennemgår de forskellige faser i et byggeri – fra de første streger til den sidste skrue, så vi kommer godt i mål.
- Havens spisekammer: Indimellem holder vi pause for at smage på haven. Det kan være alt fra hjemmelavet saft og kage til små retter, vi tilbereder sammen i det fri.
Faget er for dig, der vil lære, hvordan man kommer godt i gang med udendørsbyggeri og har lyst til at mærke glæden ved at skabe noget fra bunden. Men vigtigst af alt handler det om den gode energi: Vi prioriterer kaffe på kanden, varme i solen og godt selskab, mens vi arbejder.
Gården er fuld af dejlige aktiviteter med heste. Vi skal lære at muge ud i hesteboksene, strøg, fodre, hente hestene ind/ud, strigle, sadle op og sadle af.
Ride i ridehuset/nyanlagt udendørsbane eller ride en tur rundt på gårdens
skønne arealer og nyde den friske luft. Vi skal opleve hesten både fra jorden og fra hesteryg. Vi skal lære at soignere hestene. Der bliver også tid til at lære om hestens historie, anatomi, røgt & pleje. På Egmont Vestergaard bor der også 3 skønne katte.
Faget er henvendt til dig, som gerne vil lære at sejle.
Faget indeholder en introduktion til sejlads, hvor du lærer at håndtere en båd og du kommer til at opleve og forstå vinden og havet på en helt ny måde, der vil give dig indsigt og sikkerhed i at færdes på havet. Vi er underlagt naturen og dens uforudsigelighed, specielt vejrets. Derfor vil alt ikke gå efter planen, så du vil blive udfordret, alene og sammen med andre i et meningsfuldt fællesskab.
Undervisningen vil ofte foregå i skolens sejlbåde, hvor der er mulighed for at sejle alene i små både og flere sammen i større både. Du vil blive introduceret for følgende emner:
- Havnemanøvre
- Mand over bord manøvre, søsikkerhed personlig sikkerhed
- Knob og stik
- Praktisk sømandsskab
- Roller ombord på en båd
- Grundlæggende motor kendskab
Selvforsyning er for alle, der besidder en umiddelbar nysgerrighed på tanken om selvforsyning. Det er for dig, der vil berige din krop med sundt, nærende og nyhøstet grønt. For dig der ikke vil begrænses af supermarkedets knapt så diverse og farverige grøntsagsafdeling. Og for dig der sætter pris på lækker mad og godt samvær!
Her vil du lære at etablere et dyrkningsbed, så og høste grøntsager, fermentere og konservere, samle frø, sætte hvidløg, forspire planter, opformere bærbuske, dyrke krydderurter i vindueskarmen, dyrke svampe indendørs, starte en kompost, lære Egmonts helt egen skovhave at kende, og besøge jordbrugere der dyrker jorden omsorgsfuldt og med fællesskabet for øje.
Du bliver præsenteret for en alternativ fødevareproduktion, der kan være en del af løsningen på den klima- og miljøkrise, som vi kollektivt står over for og er påvirket af.
Efter flere ugers selvforsynings-nørderi vil du være udstyret med færdigheder, der muliggør at du (uanset boform), er i stand til at dyrke en del af den mad, som du spiser.
SUP, eller Stand up paddling, er verdens nemmeste måde at komme på vandet i en fart. Sammen skal vi udforske SUP brættets mange muligheder: tursejlads, bølgesurf, lege og dyste og meget mere.
Vi skal lære teknikken og øve os i at manøvrere sikkert og effektivt, vi skal træne balance og styrke, lave turplanlægning, blive gode til sikkerhed og vi skal ud på vandet og nyde naturen. Med tasken pakket, padler vi ud i det blå og finder et godt sted at gå i land i det kystnære område.
Når vi ikke skal på vandet, på grund af vind og vejr, laver vi aktiviteter på land.
Dette fag er delt op i en tilpasset idrætsdel og en tilpasset svømmedel. I idrætsdelen laver vi forskellige aktiviteter hvor alle uanset funktionsniveau kan være med. Du vil få mulighed for at være fysisk aktiv ud fra de forudsætninger du har, eller tillærer dig. Fælles arbejder vi med forskellige handicapidræts discipliner, alternative spil og aktiviteter, som giver mulighed for, at alle har en rolle. Så vær klar til leg, spil og anden fysisk udfoldelse, der kræver din indsats.
Teoretisk vil vi snakke om hvad det betyder at være fysisk aktiv livet igennem.
Efter idrætsdelen skal vi i svømmehallen. Her vil vi hver gang lave opvarmningslege, svømmetræne og slutte formiddagen af med afslapning og afspænding.
Svømmedelen er også tilpasset, så alle uanset niveau og forudsætninger kan være med.
Og du vil selvfølgelig få den hjælp som du har brug for, for at kunne være i vandet.
Vi får det sjovt og vi vil arbejde hårdt på at lære dig ting, du ikke troede du kunne i vandet.
Faget beskæftiger sig med naturvidenskabens største gennembrud, dvs. de opdagelser, der har medført de største fremskridt i vores forståelse af naturen og de største forbedringer af vores levevilkår. Vi kommer til at beskæftige os med mange fagområder, bl.a fysik, kemi, biologi, medicin, datalogi og geografi.
Hvis du har lyst til at lære noget om, hvordan:
- Galilei fifler med kikkerter og bliver uvenner med paven
- Newton ændrer naturvidenskaben totalt, fordi pesten sender ham hjem til mor at bo
- Darwin udvikler evolutionsteorien, fordi han ikke kunne tåle at se blod
- Pasteur og Koch opdager mikroorganismerne og redder både vin, silke, får, køer og mennesker
- Speke opdager Nilens kilder inden han skyder sig selv med et jagtgevær
- Einstein forestiller sig, hvordan det vil være at sidde på en lysstråle
- To amerikanske cykel-mekanikere opfinder flyvemaskinen i deres fritid
- Alfred Nobel og Madame Curie leger med dynamit og radioaktivitet – som pacifister
- Turing opfinder computeren for at slås mod tyske ubåde i Atlanterhavet
- Crick og Watson opdager DNA-molekylet, selvom de ikke havde forstand på kemi
… så er dette et fag, du skal vælge.
Wabi-sabi er en japansk filosofi og æstetik, der finder skønhed i det ufuldkomne, foranderlige og autentiske. Det hylder det enkle og naturlige, ofte med fokus på patinerede materialer, asymmetri og tidens tand.
Når man fremstiller keramik, får man hurtig fokus på det perfekte. Skålen skal have en perfekt cirkelrund form, tynde vægge , en flot fod og en afrundet rim. Det skal vi prøve at hæve os over, og have fokus på teknikkerne.
På Wabi-sabi keramik skal vi lære om de forskellige teknikker vi bruger, når vi fremstiller keramik. Vi skal pinche, kvætse, forme og dreje.
I ægte wabi-sabi stil skal vi lære at elske det uperfekte og det ufuldkomne, så vi kan have fokus på teknikken.