Huset og bygninger

I tilgangen, der vedrører huset og bygninger arbejder vi med højskolens eget forbrug af ressourcer. Her er særligt fokus på at kortlægge højskolens forbrug af el, vand og fjernvarme, på bæredygtige indkøb og på at sikre mere biodiversitet på skolens arealer.

Byggeri

Højskolens pedeller er meget engagerede i altid at optimere og finde grønne løsninger i forbindelse med vedligehold og byggeri. Her bliver energioptimerende faktorer i udgangspunktet altid taget i betragtning. Der indhentes tilbud på bæredygtigt byggeri.

I forbindelse med en aktuel renovering af en af skolens bygninger er der således tænkt i varmeoptimering, og indkøbet af materialer som træ og vinduer er valgt ud fra nogle bæredygtighedskriterier og desuden, at det er produceret i Danmark.

Biodiversitet

At øge og vedligeholde biodiversiteten i naturen omkring højskolen er en indsats, der både bliver varetaget af skolens pedeller og af underviserne. I højskolens skovhave og i skolens fredskab er der ialt etableret et 70 meter kvashegn i samarbejde med RenoSyd. Pedellerne laver dertil også kvashegn i skolens eksisterende læhegn, ligesom visse arealer ikke længere bliver slået. Nogle steder slås kun græsstier, der har vist sig at motivere til gåture rundt i området. Højskolens 3 ha fredskov er desuden henlagt til “uberørt naturskov”, hvilket betyder at skoven bruges, men at der ikke længere fældes og fjernes materiale.

Vores temadag i maj 2023 om udplantning af Ålegræs handler i høj grad også om at sikre biodiversitet i det kystnære havmiljø.

Energiforsyning

Pejlemærket for energiforsyning handler om, hvorvidt højskolen helt eller delvist (min. 30 %) er selvforsynende med grøn energi. På Egmont Højskolen er vi ikke 100 % selvforsynende, men vi er godt på vej. Højskolens svømmehal, Vandhalla, opvarmes med et energimix fra egne varmepumper, egne solceller, egen solfanger og med et lille tilskud af fjernvarme. Det er vores mål at koble Vandhalla helt af fjernvarmenettet.

Resten af skolen opvarmes med fjernvarme, og det lokale fjernvarmeværk benytter halm som brændsel. Halm bliver ligesom træ betragtet som CO2 neutralt, når det brændes af.

Skolen har gennem de seneste 10 år etableret solcelleanlæg, så tag-kapaciteten nu er fuldt udnyttet. Den strøm højskolen køber fra vores el-leverandør er strøm fra vedvarende energikilder.

Skolen fik for 15 år siden installeret et stort ventilationssystem, der cirkulerer varmen rundt på skolen. De tiltag, der er foretaget, når det gælder højskolens energiforsyning, gør det muligt at monitorere og justere forbruget i alle lokaler og på alle værelser.

Indkøb

Egmont Højskolen er altid ved indkøb af maskiner og materialer opmærksom på bæredygtige parametre såsom strømforbrug, produktionssted, kvalitet og på muligheden for at handle brugt. For eksempel handler vores IT afdeling altid computere og udstyr gennem virksomheder, der er specialiserede i at reparere og sælge brugt. Højskolen har desuden investeret i en eldreven varevogn, og har fokus på at montere partikelfiltre på skolens busser.

At formidle og synliggøre højskolens grønne løsninger over for eleverne og øvrige gæster er vi ikke altid lige gode til. I februar 2023 har vi besøg af en virksomhedspraktikant inden for bæredygtig udvikling, der vil arbejde med at synliggøre højskolens arbejde med BæredygtighedsNetværkets pejlemærker og sparre med højskolens kommunikationsudvalg i forhold til formidling af de bæredygtige tiltag.

CO2-regnskab

Egmont Højskole har benyttet FFD’s CO2-beregningsværktøj og lavet beregninger for 2019. Vi udarbejder ikke et årligt internt CO2-regnskab, men skolens klimaaftryk er i fokus gennem monitorering af energiforbrug, gennem lokale, bæredygtige indkøb og gennem fokus på genbrug og affaldssortering til genanvendelse.

Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Ved fortsat brug af siden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik.