Internt har vi dels fokus på at formulere en bæredygtighedspolitik og synliggøre bæredygtighed i skolen værdigrundlag, og dels gennem debatmøder og arrangementer på skolen at åbne dørene for lokalsamfundet og inspirere andre på vejen mod en mere bæredygtig verden.
Bæredygtighedspolitik
Pejlemærket omkring bæredygtighedspolitik er rettet mod, og hvordan højskolen forholder sig internt til vaner og forbrug. Dvs at højskolen har indført en lokal politik/retningslinjer for kørsel, kopiering og andre forhold i forbindelsen med det daglige liv og driften af højskolen.
Egmont Højskolen har et aktivt bæredygtigshedsudvalg, der består af forstander, afdelingsledere og nogle lærerrepræsentanter. Elevernes bæredygtighedsudvalg modtager også en invitation til at deltage. På udvalgets to årlige møder gennemgås alle pejlemærkerne, og vi laver en status på arbejdet med bæredygtig udvikling.
Værdigrundlag
Den miljømæssige bæredygtighed er for nuværende ikke synlig i højskolens værdigrundlag, men der er et behov for at få det indskrevet.
Myndighed, værdighed og solidaritet er nøgleord for vores værdier. Den sociale bæredygtighed og solidariteten med nutidige og fremtidige generationer i bred forstand fylder meget i højskolens kerneværdier. Vi har en Leave No One Behind-tilgang til at skabe meningsfulde højskoleophold for en mangfoldighed af mennesker både med og uden handicap. Desuden bidrager det, at man kan blive assistent-elev på Egmont Højskolen, og dermed tjene penge til opholdet, mens man samtidig er elev, også til, at elever, som ellers ikke ville have haft ressourcerne, får mulighed for et højskoleophold.
Arrangementer
Dette pejlemærke sætter fokus på højskolens inddragelse af lokalsamfundet til debat og diskussion om emner inden for bæredygtighed, klima, grøn omstilling, FNs verdensmål og miljøet. På Egmont Højskolen har vi en del arrangementer pr. halvår med bæredygtighed som emne. Der er altid mulighed for spørgsmål, og i efteråret 2022 afholdt vi et debatmøde om “Fremtidens fødevareforsyning”.